I året 1864, angreb preusserne, i ledtog med Østrig, vore hjem, vore marker, vore børn, vore kvinder... vort DANMARK.
Jeg vil med dette indlæg, min kære læser, forklare Dem, hvorledes det lykkedes Danmark vha. overlegen taktik, dristighed og frem for alt mod, at knægte deres overlegne styrker, våben og mængder.
Danmark har som altid, været en stjerne for andre folkefærd,
et slags mønsterland om man vil, men en sådan "berømmelse" kan let udvikle sig til en forbandelse i form af lande der ser sig blinde på rigdom og velstand.
Bevares, velstand er vigtig, men bør kun gives til et folk som med blod, styrke og dødsforagt retfærdigt har tilkæmpet sig den. (læs: Danmark). Et folk som uden besvær og vilje kommer til rigdom vil omgående blive et dvask og dovent f
olk, jeg mener, hvem husker ikke den meget rigtige og vigtige parole fra 2. Verdenskrig; Hurra, die Butter ist alle. (læs: Helmut Herzfeld).
Altså, hvis Danmark angribes, så angribes et folk som lige netop ikke er et dvaskt og dovent folk.
Dette var den store fejl som de store, jøde-kontrollerede, hære begik i 1864 da de angreb det uhyre effektive, velfungerende bolværk Danmark havde påbegyndt opførslen af allerede i år 650... Dannevirke.
Dette kæmpemæssige forsvarsværk som effektivt hindrede en invasion af Danmark var under den sublime ledelse af general de Meza, Danmarks måske bedste general til dato.
Nu tænker du nok "jamen, Danmark måtte jo rømme Dannevirke da Fjenden omgik os ved at gå over de frosne moser".
Ja, det er korrekt at Dannevirke måtte rømmes, selvfølgelig skal sandheden frem og derfor indrømmer jeg (omend smertefuldt) at vi måtte rømme Dannevirke.
MEN.
Hvad historien ikke melder noget om er de grufulde tab som Fjenden led ved Dannevirke.
Mere end 50.000 døde i de håbløse forsøg på at erobre dansk jord, som de Meza sagde under angrebene; Vort land er usårligt, lad blot alle jordens masser angribe, ej skal Danmark bøje sig, ej skal Danmark knægtes, ej skal vi underkaste os andre end den retfærdige danske stat.
Det var af simple taktiske årsager at Danmark trak sig væk fra Dannevirke, og listen lykkedes idet Fjenden fortsatte sit ulovlige angreb da den troede at Dannevirke var faldet.
Meningen med tilbagetrækningen var at hæren skulle omgruppere og samles for så at give Fjenden nådesstødet.
Her er et uddrag af de Mezas dagbog under kampene, de Meza beskriver meget malende hvorledes det står til med fjendtlige hær; Vore styrker er ved godt mod og længselsfulde efter det forestående angreb, vi behøver blot at sparke døren ind så falder hele den rådne bygning sammen.
Den danske hær deles i to, den mindste del går nordpå fra Dannevirke for at forsvare Jylland, den største del går til Dybbøl og træder ind i de, efter Dannevirke, allermest moderne fæstninger Danmark kan byde på.
Fjenden forsøger da håbløst at skyde den danske moral i sænk men må hurtigt indse at al modstand er forgæves, Dansken KAN ikke stoppes.
Jeg vil vise Dem et eksempel på hvordan at det stod klart for
Fjenden at sejren var for evigt uden for rækkevidde.
I en træfning ved Dybbøl lykkedes det Fjenden at omringe en mindre gruppe typisk modige, ædle og hårdtarbejdende, danskere.
Først efter timevis af artillerybeskydning tør Fjendens kujoner at avancere frem imod de få danskere, da rejser de danske tropper sig og under ærke-danske kvad fra såvel Grundtvig som Ingemann stormer de danske tropper frem imod Fjenden og kæmper sig til en plads i alles hukommelse.
Det menes den dag idag at det var fra denne træfning at de modige tyske studenter i 1. Verdenskrig, fik inspiration da de ved Langemark stormede fremad for Tyskland, for frihed og for fred.
Få dage efter overgav Fjendens sidste tropper sig til de sejrrige danske.
Endnu engang havde Dannevirke bevist sit værd samt havde Danmark gjort det klart for enhver, specielt Sverige, at Danmark hverkan kan eller vil overgive sig, at Danmark forsvares ved dansk blod, sved og ære og at det som følge heraf ikke kan besejres.
Det er vigtigt i dage som disse hvor et angreb fra Sverige er tæt på, at huske på hvorledes at vi danskere engang var i højsædet når det gjaldt evne og vilje.
Vi skal huske når angrebene kommer at vi aldrig må overgive os, vi må aldrig stoppe, vi må aldrig kigge os tilbage.
Kun sådan kan vi, med rette, bære den danske arv videre.
Maugter.
