Et vigtigt anliggende.

Norge.

Norge. Norge. Norge.
Ordet Norge og ikke mindst betydningen af det, kører selvsagt rundt i hovedet på enhver dansker.
Bevis følger: Forleden dag stod jeg og skuede ud over storheden, som er Danmark; et kort øjeblik glemte jeg alle bekymringer; det var et barn, som fik mig tilbage til virkeligheden.
Ser Du, kære læser, barnet gik nemlig og kiggede tænksomt ned i jorden, og da han passerede mig, hørte jeg tydeligt, hvad det mumlede... "Norge, Norge, Norge".

Norge. Norge. Norge.
Ved al vor styrke, Guds hjælp, dronningens velsignelse og vor ufatteligt stærke ungdom forlanger vi at få dette stykke land tilbage.
Dette land som blev os ulovligt røvet, da hele verden stod imod Danmark og vi, som følge af en svag regering, måtte bøje os og dermed udholde det uudholdelige.
Og i alle disse år siden da har vor mange generationer af modig og kampvillig ungdom, generation på generation, måtte høre på samvittighedens røst kalde dem til Norge, og skamfuldt måtte de se til, imens at Norge forblev i urene hænder.

Men...
I kraft af vor genvundne styrke skal vi ved, være det sig kamp og krig, eller blod og skrig, generobre det, som er Danmarks.
Jeg vil her, min kære læser, præsentere Dem for min første invasions-plan.
Det er mit store håb, at den vil tjene som inspiration til vor krigsminister (red. forsvarsminister Søren Gade den Store).
Planen bliver som følger.



1. Ved hjælp af hemmelig planlægning i god tid, får vi en god start og muligheden for at afslutte operationerne deroppe hurtigt.



2. I Danmark starter vi en hvervning under dæknavnet "Arranged-Monk", som jo åbenlyst er et anagram for "Danmark-Norge"; denne hvervning af frivillige skal tjene vort formål ved kun at udplukke de bedste blandt ungdommen til invasionen, (dog vil alle få mulighed for at være med da én dansker, som bekendt, tæller for 100 i åben strid).



3. Alle interesserede booker billet hos www.stenaline.dk. Personligt regner jeg med, at vi tager afsted d. 1 juni; Så har vi nemlig hele sommeren foran os, og de norske hære må se sig slået af en usårlig dansk folkehær.



4. Det er vigtigt, at alle forstår, at vi kun har brug for det sydlige Norge; efter erobringen af dette kan vi roligt vente på, at den forarmede nordlige befolkning overgiver sig.


Husk, at enhver, du møder, er en fjende. Skulle en person henvende sig til dig som værende tidligere dansk statsborger, skal du straks eliminere denne; enhver, som ved blodet har nægtet Danmark, skal ved blodet straffes for samme.


5. Efter erobringen af det sydlige Norge følger vi den parole, som en gammel krigshelt med danske aner udstedte. Det er nemligt rigtigt min kære læser; jeg snakker om Hitler.


Ser Du, Hitler sagde nemlig under planlægningen af det sejrrige togt mod Rusland under den 2. Verdenskrig, hvorledes at man efter indtagningen af Moskva skulle forholde sig til resten af det store østlige Rusland: "... skulle der være noget af krigsmæssig betydning øst for Moskva? - i så fald kan det bombes væk".


Ligeledes skal vi forholde os til Norge: skulle der være noget af krigsmæssig betydning nord for Bergen og Oslo, så er det ikke noget, en god, gammeldags bombning ikke kan klare.
Alle må forstå vigtigheden af at tage Norge; har vi først Norge, så står den hurtigt på Sverige ligeså, og så er vi danskere, i vor ædle tilintetgørelse af de dekadente og forlorne tåber, som uretmæssigt har besat dansk jord, på den så absolut rette kurs.


Til sidst vil jeg blot informere Dem om, at vi netop har fået svar fra B. S. Christiansen vedr. hans eventuelle deltagelse i Oslo-frigørelsesstriden.
Han svarer således: Det er mig en stor ære at blive tilbudt posten som øverstansvarlig for den glorværdige, retfærdige og alt for længe udskudte, danske generobring af Oslo. Af hele mit danske hjerte og al den uretfærdighed, Danmark har måttet udstå, er mit svar et for bestandigt rungende... JA.
Husk nu at bestille billetter i god tid, mine kammerater, og rejs gerne før d. 1 således at vi alle kan være med, når det går løs.


Her på falderebet kan jeg jo så efterligne de herlige danske børn, når de fortvivlede vandrer hvilesløst rundt i de danske byer, kigger ned i asfalten eller ind ad butiksruden, alt imens at de går rundt og mumler for sig selv.
Norge. Norge. Norge.






Maugter.

Noget... som kun mænd forstår.

Dette indlæg er noget som, uden på nogen måde at være provokerende, kun mænd forstår.

Kære mandlige læser...

Når du om et kort øjeblik læser følgende storslåede digt, så stop og læs da digtet endnu engang. Fortsæt med denne processen indtil du føler en form for gåsehud på kroppen; indtil en dirrende fornemmelse spreder sig i hele din krop; indtil alt i verden byder dig at tage ud til de danske grænser og sørge for, at de stadig er intakte. Og hvorfor, min kære mandlige læser, HVORFOR?

Fordi læser, fordi først da, vil du have forstået hvor mange riger, menneskeliv og tårer af blod der ligger i betydningen af dette digtet.

Nuvel, uden yderlige kommentarer, værsgo læser, her er digtet.

Henrik Pontoppidan: Sønderjylland. (1918).

1. Det lyder som et eventyr,

et sagn fra gamle dage:

en røvet datter, dybt begrædt,

er kommen frelst tilbage.

2. Det sker, hvad som et drømmesyn

har strålet for vor tanke:

Til sommer vajer Dannebrog

igen på Dybbøl Banke!

3. Hvad knap vi turde viske om

i krogen mellem venner,

forkyndes nu på dansk og tysk

som løfteord af frænder.

4. Velkommen hjem til moders hus,

vor søster, hjertenskære!

Så bleg du blev i kæmpens favn

i striden for din ære.

5. Du sad i bolt og fangejern

til spor for vilde drenge.

Seks tusind unge sønners liv

var dine løsepenge.

6. Men du vil ingen sørgefest!

Mens tåren øjet brænder,

du skjuler stolt, hvad ondt du led

i hine bøddelhænder.

7. Du kommer klædt i hvidt og rødt

og smiler os i møde.

Hil dig, vor moders øjesten,

i nytids morgenrøde.

Sandheden om 1864.

I året 1864, angreb preusserne, i ledtog med Østrig, vore hjem, vore marker, vore børn, vore kvinder... vort DANMARK.

Jeg vil med dette indlæg, min kære læser, forklare Dem, hvorledes det lykkedes Danmark vha. overlegen taktik, dristighed og frem for alt mod, at knægte deres overlegne styrker, våben og mængder.

Danmark har som altid, været en stjerne for andre folkefærd, 

et slags mønsterland om man vil, men en sådan "berømmelse" kan let udvikle sig til en forbandelse i form af lande der ser sig blinde på rigdom og velstand.

Bevares, velstand er vigtig, men bør kun gives til et folk som med blod, styrke og dødsforagt retfærdigt har tilkæmpet sig den. (læs: Danmark). Et folk som uden besvær og vilje kommer til rigdom vil omgående blive et dvask og dovent f

olk, jeg mener, hvem husker ikke den meget rigtige og vigtige parole fra 2. Verdenskrig; Hurra, die Butter ist alle. (læs: Helmut Herzfeld).

Altså, hvis Danmark angribes, så angribes et folk som lige netop ikke er et dvaskt og dovent folk.

Dette var den store fejl som de store, jøde-kontrollerede, hære begik i 1864 da de angreb det uhyre effektive, velfungerende bolværk Danmark havde påbegyndt opførslen af allerede i år 650... Dannevirke.

Dette kæmpemæssige forsvarsværk som effektivt hindrede en invasion af Danmark var under den sublime ledelse af general de Meza, Danmarks måske bedste general til dato.

Nu tænker du nok "jamen, Danmark måtte jo rømme Dannevirke da Fjenden omgik os ved at gå over de frosne moser".

Ja, det er korrekt at Dannevirke måtte rømmes, selvfølgelig skal sandheden frem og derfor indrømmer jeg (omend smertefuldt) at vi måtte rømme Dannevirke.

MEN.

Hvad historien ikke melder noget om er de grufulde tab som Fjenden led ved Dannevirke.

Mere end 50.000 døde i de håbløse forsøg på at erobre dansk jord, som de Meza sagde under angrebene; Vort land er usårligt, lad blot alle jordens masser angribe, ej skal Danmark bøje sig, ej skal Danmark knægtes, ej skal vi underkaste os andre end den retfærdige danske stat.

Det var af simple taktiske årsager at Danmark trak sig væk fra Dannevirke, og listen lykkedes idet Fjenden fortsatte sit ulovlige angreb da den troede at Dannevirke var faldet.

Meningen med tilbagetrækningen var at hæren skulle omgruppere og samles for så at give Fjenden nådesstødet.

Her er et uddrag af de Mezas dagbog under kampene, de Meza beskriver meget malende hvorledes det står til med fjendtlige hær; Vore styrker er ved godt mod og længselsfulde efter det forestående angreb, vi behøver blot at sparke døren ind så falder hele den rådne bygning sammen.

Den danske hær deles i to, den mindste del går nordpå fra Dannevirke for at forsvare Jylland, den største del går til Dybbøl og træder ind i de, efter Dannevirke, allermest moderne fæstninger Danmark kan byde på.

Fjenden forsøger da håbløst at skyde den danske moral i sænk men må hurtigt indse at al modstand er forgæves, Dansken KAN ikke stoppes.

Jeg vil vise Dem et eksempel på hvordan at det stod klart for 

Fjenden at sejren var for evigt uden for rækkevidde.

I en træfning ved Dybbøl lykkedes det Fjenden at omringe en mindre gruppe typisk modige, ædle og hårdtarbejdende, danskere.

Først efter timevis af artillerybeskydning tør Fjendens kujoner at avancere frem imod de få danskere, da rejser de danske tropper sig og under ærke-danske kvad fra såvel Grundtvig som Ingemann stormer de danske tropper frem imod Fjenden og kæmper sig til en plads i alles hukommelse.

Det menes den dag idag at det var fra denne træfning at de modige tyske studenter i 1. Verdenskrig, fik inspiration da de ved Langemark stormede fremad for Tyskland, for frihed og for fred.

Få dage efter overgav Fjendens sidste tropper sig til de sejrrige danske.

Endnu engang havde Dannevirke bevist sit værd samt havde Danmark gjort det klart for enhver, specielt Sverige, at Danmark hverkan kan eller vil overgive sig, at Danmark forsvares ved dansk blod, sved og ære og at det som følge heraf ikke kan besejres.

Det er vigtigt i dage som disse hvor et angreb fra Sverige er tæt på, at huske på hvorledes at vi danskere engang var i højsædet når det gjaldt evne og vilje.

Vi skal huske når angrebene kommer at vi aldrig må overgive os, vi må aldrig stoppe, vi må aldrig kigge os tilbage.

Kun sådan kan vi, med rette, bære den danske arv videre.

Maugter.