Noget... som kun mænd forstår.

Dette indlæg er noget som, uden på nogen måde at være provokerende, kun mænd forstår.

Kære mandlige læser...

Når du om et kort øjeblik læser følgende storslåede digt, så stop og læs da digtet endnu engang. Fortsæt med denne processen indtil du føler en form for gåsehud på kroppen; indtil en dirrende fornemmelse spreder sig i hele din krop; indtil alt i verden byder dig at tage ud til de danske grænser og sørge for, at de stadig er intakte. Og hvorfor, min kære mandlige læser, HVORFOR?

Fordi læser, fordi først da, vil du have forstået hvor mange riger, menneskeliv og tårer af blod der ligger i betydningen af dette digtet.

Nuvel, uden yderlige kommentarer, værsgo læser, her er digtet.

Henrik Pontoppidan: Sønderjylland. (1918).

1. Det lyder som et eventyr,

et sagn fra gamle dage:

en røvet datter, dybt begrædt,

er kommen frelst tilbage.

2. Det sker, hvad som et drømmesyn

har strålet for vor tanke:

Til sommer vajer Dannebrog

igen på Dybbøl Banke!

3. Hvad knap vi turde viske om

i krogen mellem venner,

forkyndes nu på dansk og tysk

som løfteord af frænder.

4. Velkommen hjem til moders hus,

vor søster, hjertenskære!

Så bleg du blev i kæmpens favn

i striden for din ære.

5. Du sad i bolt og fangejern

til spor for vilde drenge.

Seks tusind unge sønners liv

var dine løsepenge.

6. Men du vil ingen sørgefest!

Mens tåren øjet brænder,

du skjuler stolt, hvad ondt du led

i hine bøddelhænder.

7. Du kommer klædt i hvidt og rødt

og smiler os i møde.

Hil dig, vor moders øjesten,

i nytids morgenrøde.